Venstresamling
PDF Udskriv Email

Forsøg på venstrefløjssamling i Guatemala


Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion

Ved valget i 2007 fik den guatemalanske venstefløj et svidende nederlag. Kun URNG, der er udsprunget af den gamle guerillabevægelse, kom ind i Kongressen, hvor partiet erobrede 2 ud af 158 pladser.

Nu forsøger 3 partier, der definerer sig som venstefløj, at skabe en alliance forud for de generelle valg i september 2011, oplyste det guatemalanske dagblad Prensa Libre mandag.

Ud over URNG drejer det sig om Det Nationale Alternativ, ANN, og Mødet for Guatemala, WINAQ.

WINAQs deltagelse har skabt en hård debat på den guatemalanske venstrefløj. F. eks. skriver en af dem, der kommenterer Prensa Libres artikel: ”Hvis I kalder WINAQ for et venstefløjsparti, kan jeg kun sige ho-ho-ho.”

WINAQs leder og skaber er modtageren af Nobels Fredspris i 1992 Rigoberta Minchu, og hun er en omdiskuteret person. Både i Maya og i venstreorienterede kredse.

Hun repræsenterer ikke den indianske befolkning, mener adskillige Maya organisationer. Hun støttede den konservative Berger regering, der gik forud for den nuværende, mener mange på venstrefløjen.

Ved valget i 2007 stillede hun op som præsidentkandidat, men fik kun 3 procent af stemmerne. I sin hjemby Uspatán fik hun kun 200 ud af 14.000 stemmer.

ANN ønsker ligesom URNG og WINAQ at skabe ligelig indflydelse for mayaer og ladinoer, der har europæiske rødder.

Målet for den ny alliance er at skabe en solid repræsentation i kommunerne og en oppositionsblok på 15 i Kongressen. Over halvdelen af Guatemalas befolkning har indianske rødder.

Héctor Ruila, medlem af Kongressen og talsperson for URNG, siger til Prensa Libre, at målet med alliancen er at skabe en real opposition i det mellemamerikanske land. For at samle stemmer vil alliancen forsøge at få støtte fra sociale organisationer, fagforeninger og bondeoranisationer.

I øjeblikket er der 13 partier og 9 løsgængere i Kongressen. Størst er regeringspartiet UNE (Håbets Nationale Enhed), der i 2007 fik 28 procent af stemmerne. Landets præsident Álvaro Colom betegner sig selv som socialdemokrat, men han er mest kendt for at give løfter om sociale forbedringer unden at have sikret sig en finansiering af dem.