Mel Gibson og mayaerne
PDF Udskriv Email

Som motto for Mel Gibsons undergangsfilm, Apocalypto, toner disse ord frem på lærredet: “En stor civilisation bliver ikke erobret udefra, før den har ødelagt sig selv indefra.”

Men var mayakulturen, som det fremgår af filmen, virkelig ved at gå under i orgier af vold og blod, da spanierne kom?

Det er værd at notere sig to ting. For det første, at der i dag lever over fire millioner mayaer i Mexico, Guatemala og Belize med en på mange måder stærk og levende, men også truet kultur. For det andet, at udforskningen af de klassiske mayaers historie, religion, skrift og kultur sker med stormskridt i disse år. De gamle mayaer er for længst trådt ud af forhistoriens mystiske halvmørke, og vi har i dag en meget detaljeret viden om deres verden.

 

Da de første spaniere kom til Yucatán-halvøen i begyndelsen af 1500-tallet mødte de store, smukke byer, som de sammenlignede med Sevilla. Der boede måske en million mennesker alene på den nordligste del af Yucatán. Deres samfund var komplekst og lagdelt med herskere, præster, krigere, håndværkere, bønder og slaver, et samfund baseret på landbrug med majs, bønner og squash, og en kultur med et højt udviklet skriftsystem og kalendersystem. Disse ‘postklassiske’ mayaer havde rig kontakt og handel med andre egne af Mesoamerika. En blomstrende kultur, som bestemt ikke viste tegn på undergang.

6-700 år tidligere havde det såkaldte ‘kollaps’ ramt den klassiske mayakultur, som havde sin blomstring ca. 250-800 evt. I løbet af ca. 150 år blev flere store byer i den centrale del af Yucatán gradvist lagt øde. De store templer og paladser blev forladt, og junglen dækkede byer som Tikal, Palenque og Copan. Årsagerne var mange, bl.a. overbefolkning, tørke og øget krigsførsel. Men, stik modsat hvad mange tilsyneladende tror, var det bestemt ikke enden på mayaernes kultur. Magtcentrene flyttede sig blot, nye bystater voksede op. Mod syd i Guatemalas højland, og mod nord på det flade Yucatán, blomstrede mayakulturen helt frem til den spanske invasion.

Mayaernes reaktioner på de fremmede var forskellige. Nogle gjorde modstand, andre arbejdede sammen med spanierne. Nogle søgte kristendommen, andre holdt fast i de gamle guder. Mange føjede det kristne til det indianske og lagde dermed grunden til den mayakatolicisme, som kendetegner området i dag. Men invasionen vendte op og ned på mayaernes verden. En stor del af eliten blev dræbt, deres hellige bøger brændt, deres viden og kultur forsøgt udslettet, børnene sendt i franciskanske skoler og i klostre bygget af stenene fra de ødelagte templer.

Op gennem 1600- og 1700-tallet blev mayabefolkningen udsat for tvangsforflyttelser, tortur og slavelignende arbejdsforhold. Sygdomsepidemier decimerede befolkningstallet i katastrofal grad. Helt frem til i dag har mayaerne i Mexico og Guatemala været udsat for racisme, grov undertrykkelse og, i Guatemala i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, folkedrab. Den første erobring skete fra 1520’erne og frem, men situationen i de sidste 100 år har antropologen Robert Carlsen kaldt ‘den anden erobring’, med henvisning til den nutidige undertrykkelse.

 

Ignorerer kulturen

Det er på baggrund af dette historiske rids, at vi må se Mel Gibsons nye film Apocalypto om mayakulturens påståede undergang i blod og vold inden spaniernes ankomst.

Gibson har sørget for imponerende billeder og blodig action. Det er interessant at se en hel mayaby forsøgt skildret på film, det er interessant, at Gibson ikke har kendte skuespillere med, (næsten) ikke lader den spanske invasion spille nogen rolle, og dermed forsøger at skildre mayaerne før erobringen. Og fascinerende er det at se og høre en hel spillefilm, hvor der udelukkende tales yukatekisk. Men det er samtidig i disse plusser, at den store fare ved filmen ligger. De ukendte skuespillere, de levende billeders kraft og det ægte mayasprog skaber en ramme af autenticitet, og filmen vil af samme grund for mange fremstå som et relativt troværdigt historisk drama om mayakulturen.

Men der bliver manipuleret uhæmmet i strid med al fornuft og historisk viden, og gennem filmens postulerede autenticitet maler Gibson et skræmmende, ukorrekt og i sidste ende uansvarligt billede af mayaerne. Gibson har bevidst valgt at fremstille mayaerne som en primitiv, brutal og dødsfikseret kultur dømt til undergang, og ikke som et kulturfolk med mange kunstneriske, intellektuelle, landbrugsmæssige og arkitektoniske frembringelser.

Gibson skaber for det første en falsk modsætning mellem en gruppe ædle, primitive maya-jægere, der lever i fredelig paradisisk idyl langt inde i junglens dybe stille ro - og så den degenererede bycivilisation med sin brutale dødsdrift, som de muntre jægere i pagt med naturen ikke kender til og aldrig har hørt om. Men ingen mayaer levede i 1500-tallet som jægere og samlere. De var dygtige agerbrugere og havde været det i flere tusinde år. Desuden lå ingen mayalandsby længere end 20-30 kilometer fra den nærmeste større by, og landsbyerne var nært knyttet til de større byer. Med mayakrigere som dræber-orker eller uruk-hai’er fra Ringenes Herre fremhæver Gibson mayaernes menneskeofringer og gengiver i stor detaljerigdom det pumpende blod, de endnu bankende hjerter og de afhuggede hoveder. Og ja, mayaerne ofrede menneskeliv, som mange andre civilisationer og kulturer både før og siden har gjort det for at opretholde den verden, de har betragtet som den ideelle. Vi mennesker har ofret andre mennesker for gudernes skyld, for at sikre frugtbarhed og høst, for at udbrede kristendommen, demokratiet eller lignende ædle formål.

Men menneskeofringer foregik blandt mayaerne slet ikke i det omfang, Mel Gibson præsenterer. Filmens helt snubler på et tidspunkt ned i en åben massegrav med tusinder af halshuggede lig. Det er der absolut intet arkæologisk belæg for. Den slags kender vi fra nazisternes dødslejre, fra Cambodia, Jugoslavien og Rwanda - men ikke fra Mesoamerika.

Menneskeofrets dybe rituelle betydning for mayaerne, udvekslingen af liv for liv, går tabt, og vi får på filmlærredet slynget en grusomhed i hovedet, som vores egen nutid langt bedre kan fremvise end mayakulturen.

Endnu et alvorligt kritikpunkt er, at Apocalypto fuldstændig underkender mayakulturens kulturelle frembringelser. Intet hører vi om mayaernes skrift og kalendersystemer, deres kunst og kultur, komplekse religiøse forestillinger og myter. I stedet ser vi filmens helt - som Tintin i Soltemplet - blive reddet af en uforudset solformørkelse, mens mayaernes præster lamslåede ser til. Sandheden er, at mayaerne var fremragende astronomer. De kendte stjernernes og planeternes bevægelser, og de vidste nøjagtig, hvornår sol- og måneformørkelser ville indtræffe.

 

De ‘vilde’ indianere

Det er sådanne åbenlyst fejlagtige billeder af mayakulturen, Apocalypto excellerer i, og lige præcis dette er det farlige ved filmen. Ikke mindst for den nuværende, store mayabefolkning i Guatemala og det sydlige Mexico. Her har mayaernes kår været præget af undertrykkelse, marginalisering og racisme siden erobringen. Paradoksalt nok tjener disse lande stort på de mange turister, der strømmer til de imponerende ruiner, mens der bliver set ned på den nulevende mayabefolkning, der betragtes som en hæmsko for udvikling og fremskridt. Netop disse forhold har bl.a. maya-bevægelsen i Guatemala søgt at gøre op med.

Man har bl.a. kæmpet for at få mayaernes kultur, historie og sprog anerkendt og integreret i skoleundervisningen. Gibson genopliver et billede, som bedst kan sammenlignes med de spanske erobreres propaganda, og filmen minder påfaldende om visse spanske conquistadorers og munkes beundring for de fredelige vilde i junglen og deres afsky over for de store, komplekse bykulturer, hvis grusomheder de altid overdrev for at legitimere erobringen. Samme propaganda fandt sted i 1970’erne og 80’erne i Guatemala, hvor magthaverne fremhævede de gamle mayaers ‘voldelige’ kultur og de moderne indianeres ‘uciviliserede’ levevis som grunde, der retfærdiggjorde det folkedrab, der under borgerkrigen fandt sted mod mayaerne.

Også i 1990’erne kunne man høre ledende politikere i Guatemala hævde, at de stakkels spaniere jo i sin tid var blevet angrebet af ‘vilde indianerstammer, der dyrkede menneskeofringer’, og at Mayabevægelsens krav om kulturel anerkendelse ville føre til det moderne Guatemalas død, en tilbagevenden til menneskeofringer, slaveri og andre primitive, brutale skikke.

Sådan er tonen i det land, hvor der i dag lever flest mayaer. Og det bliver en del af de marginaliserede mayaers eget selvbillede.

Apocalypto er selvfølgelig ‘bare’ en film, et action-drama, en fiktion. Men så alligevel ikke, den postulerer at bringe os til Yucatán i begyndelsen af 1500-tallet, den postulerer at være et drama med udgangspunkt i en eksisterende historisk kultur og historiske begivenheder. Og som sådan vil den blive modtaget af langt størstedelen af sine seere. Også når den vil blive vist i Mexico og Guatemala, udlejet på video og afspillet igen og igen på skærmene i de langdistance-busser, der pløjer gennem det, der engang var mayaernes jungle. Hvad vil Gibson så? Er kristendommen redningen? Tilsyneladende, når man ser filmens afsluttende billeder af de spanske skibe og fokus på en venlig munk med hævet kors. Det er også det, som flere kritiske røster blandt mayaarkæologer i USA har ment at kunne se. Slutningen er dog tilpas åben til, at tilskueren måske kan vælge at frygte spaniernes skibe som endnu en grusom civilisation, der vil bringe ondt til de opdigtede junglemayaer. Pessimistisk civilisationskritik og en hyldest til den ‘ædle vilde’. Men med Mel Gibsons stærke katolske baggrund in mente, så er hans pointe nu nok, at den europæiske civilisation og kristendommen her kommer og redder mayaerne fra deres fejlslagne kultur ved at erobre dem. Mayaerne var allerede gået under i blod og vold, de var modne til at blive erobret. Det var deres egen skyld, med andre ord. Og for deres egen skyld. Det er dette ensidige, etnocentriske billede, sammen med den overdrevent voldelige fremstilling af mayakulturen, der vil kunne sætte de nulevende mayaers kamp for kulturelt ligeværd og respekt adskillige skridt tilbage. På den måde spiller Gibson de racistiske og højreorienterede kræfter i Mellemamerika et stærkt kort på hånden i en tid, som ellers har set en øget bevidsthed og en stigende interesse for landenes indianske fortid og bidrag til verdens kulturelle rigdom.

 

Jesper Nielsen er ph.d. og amanuensis ved Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.

Tore Leifer er cand.mag. og studievært på DR P2

Skrevet i 2007.