Quiriguá – en perle fra Unesco’s skattekiste
PDF Udskriv Email

Rent tilfældigt får jeg øje på et af Guatemalas Unesco-steder – mayaruinen Quiriguá. Landet har tre områder under beskyttelse af FN’s afdeling for bevarelse af verdens kultur – og naturarv og da jeg opdager Quiriguá har jeg allerede set de første to steder – nemlig Tikal og byen Antigua.

Jo mere, jeg bliver opslugt af bogen The Mayan Code, jo mere nysgerrig bliver jeg på en mayaruin som omtales adskillige gange. Quiriguá hedder stedet – jeg smager på ordet og fornemmer et strejf af eventyr. Jeg skal simpelthen finde den ruin – koste hvad det vil!

 

Bus-vrag og bananlunde

Jeg lusker hen på den lokale busholdeplads, og vælger det første vrag af en bus, jeg får øje på. Mit spansk er bestemt ikke til nogen universitetsgrad, men jeg får dog forklaret buschaufføren, hvor jeg skal hen.

Turen går ned gennem en bananlund og snart standser vi ved et lille simpelt skur der fungerer som info-center. Jeg kan med det samme lide stedet, det virker ganske autentisk og der er en næsten meditativ stilhed. Langt ude på landet og med fredfyldt fuglesang. Åbenbart så forvilder ikke ret mange besøgende sig ud til ruinen. Der er på en eller anden måde en rigtig god ånd over stedet.

Jeg har fundet landet i sig selv utrolig smuk og deres ruiner næsten uovertrufne, men befolkningen har jeg til tider fundet temmelig belastende. Ved Quiriguá ruinen kan jeg mærke, at jeg endelig begynder at slappe af.

 

Mesoamerikas største stele

Fra indgangen bevæger jeg mig ind på en åben plads, og får øje på nogle enormt høje steler. De flotte stenudskæringer – som jeg også kender fra Copán ruinen i Honduras – står rundt på hele græsarealet. De to ruiner er da også ”i familie med hinanden” – mayaernes mesterværk i Honduras ligger ikke mere end ca. 50 km herfra. Jeg læser mig til, at videnskaben ved hjælp af grundig undersøgelse af arkitekt-stilen og tests af knogler af grundlæggeren af Copán dynastiet, har kunnet fastslå, at begge ruiner blev grundlagt af elitekolonister fra Tikal. Der er også fundet paralleller mellem arkitektur og monumenter i Quiriguá og Uaxactun i Petén i det nordlige Guatemala, som også var under dominans fra Tikal.

I Quiriguá har arkæologer fundet over 60 figurerer og keramik, der også ligner fund fra Copán. Da området er rigt på jade har man også gjort bemærkelsesværdige fund af denne halvædelsten i det centrale Honduras og højlandet i Guatemala. Så der er ingen tvivl om, at indbyggerne i Quiriguá har bevæget sig over store afstande i denne del af Centralamerika. Jeg nyder, at slentre rundt i de fredelige omgivelser og fordybe mig i historien.

Quirigua er nænsomt restaureret, men en gennemgang viser mig snart, at ruinen hverken er særlig stor eller arkitektonisk imponerende. Både Copán og Tikal er større og mere æstetiske, men hvad der gør Quiriguá speciel er afgjort stelerne. Ruinen har som så mange andre mayabyer en boldbane og et Akropolis, men det mest interessante sted er den store centrale plads, der huser et sandt overflødighedshorn af steler, altrer og monumenter i sandsten med inskriptioner.

Kæmpestore stenansigter stirrer ud i intetheden og selvom jeg før har studeret stelerne på hovedpladsen i Copán og været imponeret over detaljerigdommen, så er størrelsen på stelerne her i Quirigua det bemærkelsesværdige. Den lille ruin har nemlig den største stele der nogensinde er fundet i Mesoamerika, og da jeg står foran det næsten 10 meter høje stenansigt, fyldes jeg da også med stor ydmyghed. Den viser noget af det ypperste stenskærerarbejde mayaerne kunne præstere og forestiller Kong K’ak’Tiliw Chan Yopaat – en af Quiriguás mange herskere. Ruinen ligger omkranset af tæt regnskov og mens jeg trasker rundt, begynder en stille regn at falde, hvilket bare gør hele sceneriet endnu mere magisk.

Quiriguá var på sit højeste i den klassiske mayaperiode, hvor stedet var knudepunkt for en række vigtige handelsruter fra bl.a. Copán og til de store byer i Petén. Byen ligger tæt på floden Rio Motugua og har på et tidspunkt har været oversvømmet. Det er derfor i dag et vigtigt sted, rent arkæologisk, for ruinen er i virkeligheden slet ikke færdigudgravet. Videnskabsfolk mener, at området rummer endnu flere hemmeligheder.

Byen har også været skadet under et jordskælv, så jeg fornemmer tydeligt, at den forholdsvis beskedne ruin indeholder meget mere end det, jeg observerer denne eftermiddag. Quiriguá var oprindeligt et vigtigt ceremonielt center, og at der også har foregået ofringer på stedet, er der ingen tvivl om. En af stelerne i Copán viser den store hersker Kong 18 Rabbit, der faktisk blev taget til fange af stammen i Quirigua og siden hen ofret.

 

Går verden under d. 21. dec. 2012?

Det gyser i mig, da jeg går rundt blandt stelerne og tænker på, hvad her er sket for mange hundrede år siden. Det føles næsten helt virkeligt, når jeg lukker øjnene og indre billeder af krigere og blodsudgydelser begynde at forme sig. På min rejse i Centralamerika er det i den grad gået op for mig, at de gamle mesoamerikanske kulturer, på ingen måde var så romantiske som vi måske gerne vil gøre dem til. De udøvede voldsomme grusomheder – menneskeofringer var helt almindelig hverdag og ingen har formentlig kunnet føle sig sikker i disse samfund.

Men jeg forbløffedes også kolossalt over disse ældgamle kulturers åndelige formåen, arkitektoniske sans og ikke mindst viden om kalendere og fornemmelse for tid. Jeg fordyber jeg mig fortsat i litteratur om mayaernes kalender, der jo slutter d. 21. december 2012. Ligeledes er det imponerende at forestille sig, at mayaerne faktisk udarbejdede kalenderen i år 3114 f. Kr.

Jeg nyder stilheden ude i ruinen i nogle timer, en stilhed, som jeg næsten har glemt lyden af efter måneders rejse gennem hæsblæsende Centralamerika. Det er en dejlig fredfyldt oplevelse og jeg forstår fuldt ud hvorfor denne lille ruin i sin tid blev udvalgt af Unesco. Historien er unik og de mange gigantiske steler, gør den afgjort til et væsentligt arkæologisk sted.

 

Af Anette Lillevang Kristiansen, 2008