Fast og varig fred
PDF Udskriv Email

Mellem 1994 og 1996 blev der underskrevet tolv aftaler, der skulle sikre en fast og varig fred i Guatemala, som havde været hærget af, hvad man i det fælles sprog kalder, ”den interne væbnede konflikt”. Med underskrivelsen af den sidste aftale den 29. december 1996 blev der sat punktum for 36 års borgerkrig. Aftalerne var underskrevet af Guatemalas regering og oprørsbevægelsen, Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca, URNG.


Monseñor Rodolfo Quezada Torño fra den katolske kirke så konkliktens oprindelse ”som et resultat af den inhumane fattigdom som det store flertal af guatematecere i generationer har levet under. Mens en lille del af befolkningen lever i overflod, plages flertallet af analfabetisme, mangel på de daglige goder, uddannelse, et sundhedssystem, boliger, og oplever udelukkelse og margalisering i et splittet samfund.” Og han forsatte: ”Bogstaverne i diverse grundlove har været ”døde bogstaver” og vi har levet i et ”demokrati”, som mere har været af navn end af gavn”.

Af Preben Høeg Rasmussen, redaktør for Guatemala  – dansk portal


I den tolvte og sidste aftale, som satte hele systemet af fredsaftaler i kraft, hedder det: ”Med Fredsaftalerne har landet en integreret dagsorden orienteret mod at overkomme årsagerne til konflikten og de opstiller grundlaget for en ny udvikling”.

Der er ingen politiske kræfter i Guatemala som tør tale åbent imod Fredsaftalerne. Officielt støttter alle dem. I ti år har de udgjort udgangspunktet for den politiske dagsorden. I ti år er de blevet referet til i alle de mange projekter, som de internationale organisationer har søsat i Guatemala. EU henviser konstant til dem. Aftalerne er blevet ophævet fra at været ”regeringsaftaler” til at være ”statsaftaler”, og de er tilgængelige på regeringens hjemmeside. Lysreklamer på gaderne fejrer i disse dage festligt 10-året for underskrivelsen.



Den første aftale

Den første aftale blev underskrevet den 10. januar i 1994 i México og er nærmest en aftale om at indgå aftaler. Den opstiller retningslinierne for at nå institutionelle og lovgivningsmæssige reformer. Aftalen beder generalsekretæren for FN om at mægle i forhandlingerne, og anerkender rollen som gruppen af ”venligt-sindede lande” har spillet (Colombia, Spanien, USA, México, Norge og Venezuela) og tildeler dem rollen som vidner.

Den 29.marts i 1994 blev den vigtige og helt grundlæggende aftale om Menneskerettigheder indgået i México. Den udgjorde platformen for alle de følgende aftaler. Regeringen forpligtede sig til med øjblikkelig virkning at respektere menneskerettighederne og behandle alle borgere ens. Uafhængige statsinstanser skulle undersøge og overvåge retsstaten. Aftalen vender sig imod straffrihed til krænkere af menneskerettigheder. Militæret skal lade være med at blande sig i diverse ministeriers arbejde, de illegale sikkerhedskorps skal afvikles, og der skal indføres love om tilladelse til at bære våben. Organisations- og bevægelsesfrihed skal hævdes, mens tvungen værnepligt skal ophæves. Ofre for vold skal modtage hjælp. En international komission skal overvåge processen.

Den tredie aftale blev underskrevet i Oslo den 17. junio 1994 og tog fat på problemet med det nationale trauma og de tusindevis af mennesker og hele samfund, som var blevet revet op med rode, som følge af den langvarige konflikt. Vi taler om omkring 1 million mennesker. Flygtninge i udlandet, de internt fordrevne og hjemsendte skulle sikres ret til at bo i Guatemala, enten hvor de tidligere boede eller de skulle tilbydes nye boliger. En særlig gruppe udgjorde ”modstands-landsbyerne”, landsbyer som havde udgjort URNGs sociale basis og derfor var blevet særligt forfulgt og forsøgt udslettet af militæret og regeringen.

Med penge fra staten og fra udenlanske organisationer blev der opkøbt store landområder i forskellige departamenter i landet, men mange valgte at bosætte sig i et bælte tæt på grænsen til México. Langt fra regeringen og tæt på grænsen, - hvis de skulle få brug for at flygte igen.



Sandheden skulle frem

Kun seks dage efter, den 23. junio 1994 ligeledes i Oslo, blev den fjerde aftale underskrevet. Der skulle nedsættes en opklaringskommision for at afdække de brud på menneskerettigheder og voldshandlinger, som havde skabt så mange lidelser for befolkningen.

Sandheden skulle frem. Beviserne skulle på bordet. Regeringen og URNG erklærede sig enige om behovet for harmoni, og der skulle undgås hævnaktioner. Forhandlingslederen fra FN skulle lede kommisionen og rapporten skulle offentliggøres af FN.

Der skulle gå ni måneder før den næste aftale (5) om Identitet og indfødte folks rettigheder blev indgået. En 13 siders lang aftale, som skulle give de mange pæne ord substans. Parterne erklærede, at disse retteigheder var afgørende både for Guatemalas fortid og fremtid. Som følge af historien, den spanske erobring, koloniseringen, fordrivelsen af befolkninger og migration, havde Guatemala fået en multietnisk karakter, samfundet bestod af flere kulturer og sprog, kendsgerninger, som skulle respekteres. De politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for de indfødte folk skulle anerkendes. Med indfødte folk mentes ikke blot de 21 forskellige maya-befolkninger, der på trods af samme rødder har forskellige sprog, men også xinca (lille, ikke maya befolkningsgruppe) i den sydlige del af landet og garífunas (af afrikansk oprindelse) på den caribiske kyst.

Der skulle kæmpes mod diskrimination, særligt mod kvinder, og internationale aftaler skulle overholdes. Alle sprog i landet skulle respekteres, navne på personer og steder skulle respekteres. Hellige steder måtte ikke krænkes. De indfødtes ret til at bære deres beklædningsdragter skulle garantiseres. Man gik i kødet på uddannelsessystemet, massemedierne, videnskab og teknologi, som skulle bredes ud til og åbnes for befolkningen. Retten til fælleseje af jord skulle beskyttes af staten, og lokalsamfundene skulle inddrages i beslutninger, der vedrørte miljøet og udnyttelse af naturressourcer. Det siges direkte, at lokalbefolkningen skal tages tages i ed før undergrunden kan udnyttes kommercielt.



Kampen for jord

Fødslen af den næste aftale var den sværeste af alle. Det skulle tage 14 måneder og et regeringsskifte før den sjette og 20 sider lange aftale om ”Socioøkonomiske aspekter og landbrug” kunne underskrives den 6. maj 1996.

Fattigdomsproblemet skulle overvindes for at opnå en fast og varig fred. Fattigdom var årsag til konflikter og ustabilitet. Bønder skulle sikres adgang til jord og produktionsmidler for at opnå et værdigt liv.

Statsmagten skulle decentraliseres og borgerne skulle deltage i beslutningsprocesserne. Der skulle laves et system af lokale råd for at fremme udvikling. Omfattende uddannelsestiltag skulle sikre social udvikling, og staten forpligtede sig til markant at øge budgetterne til sundhed, uddannelse, kreditter og arbejdspladser mv. Fonde skulle skaffe jord til bønderne og infrastrukturen på landet skulle forbedres, manglen på registreringen af jord skulle løses og miljøet skulle beskyttes.

Statens administrationsapparat skulle moderniseres, og der skulle som noget helt grundlæggende for opfyldelsen af aftalerne, indføres et effektivt skattesystem, så alle løfterne kunne opfyldes. De rige skulle som noget nyt til at betale skat!

Den civile magt skulle styrkes og den militære reduceres. Det var indholdet i den syvende aftale underskrevet den 19. september 1996. Aftalen udgjorde reelt et nyt set-up for statsmagten i landet. Justitsapparatet skulle forbedres og en række nye grundlæggende love, som blev listet op, skulle indføres. Politiet skulle omstruktures og dets civile rolle skulle understreges, og der måtte kun eksistere ét korps!

Hæren skulle holde sig til at forsvare landets suverænitet, og som noget helt væsentligt skulle militæret reduceres i omfang og budgettet skulle i løbet af 1997 beskæres med 33%. De frigjorte penge skulle bruges til at forbedre den offentlige service. Præsidentens magt over hæren blev understreget. Efterretningsvæsnet blev underlagt Indenrigsministeriet.



Tid til våbenhvile

Den 4. december 1996 i Oslo var det omsider tid til at indgå en aftale om våbenhvile. Det internationale pres var stort og nu havde man travlt. Hele fem aftaler blev indgået i løbet af december måned. Den ottende aftale fastsatte et detaljeret forløb for indstillingen af alle militære handlinger, aflevering af våben til FN, sikkerhedszoner, omgruppering af hærens styrker og opløsningen af URNG´s militære styrker.

Tre dage efter kunne man i Stockholm afslutte en aftale om forfatningsreformer og ændringer i valgsystemet. Den fælles velfærd skulle fremmes, og der skulle skabes et system af lovlighed, justits, lighed, frihed og fred.

Regeringen forpligtede sig til at fremme rettigheder for de indfødte befolkninger, fremme love vedrørende sprog, den civile og militære magt, parlamentet, justitsvæsnet, politiet, præsidenten, valgsystemet, valgregistre – og det hele med transparens og offentlighed i forvaltningen.

Allerede den 12. december 1996 var man i Madrid klar med den tiende aftale: Lovliggørelse og indlemmelse af URNG i samfundet.

Et kompleks af procedurer for indslusningen af guerrilla-bevægelsen i samfundet blev nedfældet og omfattede blandt andet politiske rettigheder, oprejsning, boligforhold, efteruddannelse, udstedelse af personlige dokumenter og genforening af familer. Staten skulle garantere den enkeltes personlige sikkerhed, og der skulle fremmes et klima af tolerance, åbenhed og forsoning.

Den elvte aftale blev indgået den 29. december 1996 og er den tekstmæssige mest omfattende. Underskrivelsen skete for første gang i Guatemala by.

Aftalen indeholder et omfattende kronogram for ikrafttrædelse, iværksættelse og overvågning af alle de indgåede aftaler, som skulle åbne for et nyt demokratisk kapitel i landets historiske udvikling.

Aftalen omtaler tre faser: Den første omfattede de første 90 dage gældende fra den 15. januar 1997. Den fase løber året ud og den tredie vedrører årene 1998, 1999 og 2000.

Aftalen opsamler hele komplekset og fastsætter datoer og forpligtelser på de mange initiativer.

Endelig kunne man så samme dag, den 29. december 1996, og samme sted, underskrive den tolvte og sidste aftale, som opsamlede de indgåede aftaler og gav dem gyldighed.

Dermed afsluttedes 36 års borgerkrig. Alle aftalerne var underskrevet af URNG og forhandlet på plads med de skiftende regeringer. De to sidste aftaler blev desuden personligt underskrevet af genralsekretæren for FN, Boutros Boutros-Ghali.

Samlet set var Fredsaftalerne en kæmpe sejr for URNG. De opridser samlet set en omfattende forvandling af samfundet i demokratisk retning.



Skræmmekampagne

Men overraskelsernes tid var endnu ikke forbi.

Den første fase forløb nogenlunde efter planen. I den anden fase var måneskinsdagene forbi. Ævl og bævl i kongressen om hver eneste lov. Et hav af kommisioner blev nedsat for at iværksætte og overvåge den omfattende proces. Burokrati, langsommelighed, uenighed, uvilje og manglende folkelig inddragelse og opbakning satte processen ikke bare i slowmotion, men nogle gange helt i stå, og – mente mange - i bakgear.

I 1999 blev Fredsaftalerne sat til folkelig afstemning. Befolkningen skulle spørges.

Det kom som et chock at et flertal af de afgivne stemmer sagde NEJ!

Forklaringerne på nej’et er mange.

Partierne i kongressen talte tvetydigt. Præsidenten anbefalede et ja, men hans parti et nej. Katolske kredse ophidsede folk med påstande om, at de heksedyrkende mayafolk ville ødelægge de gode, kristne borgeres liv og sikkerhed. De indfødtes kamp for fællesjorde blev udlagt som et angreb på den private ejendomsret og den lille mands hus.

Der var en foruroligende lav stemmedeltagelse. Kun 18% afgav deres stemmer. Stemmesedlen indholdt ikke muligheden for at sige ja eller nej til Fredsaftalerne, men var udmøntet i en lille snes konkrete spørgsmål. Var man uenig i blot et enkelt spørgsmål, var der ikke andre muligheder end at stemme nej til hele pakken. Hvilket så et flertal gjorde.

URNG fandt sig selv i en ny og uvant rolle, nu pludselig i båd med præsidenten. Omstillingen til politisk parti var vanskelig, og man stod uden økonomiske midler til at føre kampagne. Befolkningen kendte ikke nok til Fredsaftalerne og var permanent skeptiske overfor alt der kom ”ovenfra”.


Krigen var slut, befolkningen stod stadig overfor enorme uløste problemer.


Hvordan skulle man vinde freden?