Jeg var by-guerrillero i Xela
PDF Udskriv Email


Efter mødet skal stolene stilles på plads. Vi er på anden sal i en imponerende bygning i Quetzaltenangos centrum med en flot udsigt over Guatemala næststørste by, til daglig kaldet Xela. Det er søndag og mødet har varet i fem timer. Bygningen tilhører ikke la Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca, URNG, som holder møde, men derimod den katolske kirke.

Han har brugt mødet til med rolige argumenter at overbevise deltagerne om, at der skal findes nye veje, at der skal skabes nye alliancer, hvis udviklingen skal vendes. Der skal gøres op med selvtilstrækkeligheden.

”Ti år efterunderskrivelsen af Fredsaftalerne må vi konstatere, at de ikke er blevet opfyldt”, siger Arturo Gonzal, 45 år og generalsekretær i departementet for URNG. Han har været politisk aktiv i hele sit liv.

 

Af Preben Høeg Rasmussen, redaktør for Guatemala  – dansk portal

 

”URNG kæmpede i 36 år med våben i hånd mod undertrykkelsen fra regeringens og militærets side, og vi mistede mange kammerater i kampen, vi tvang regeringen til forhandlingsbordet, vi underskrev Fredsaftalerne med de skiftende regeringer og De Forenede Nationer og den sidste blev underskrevet i december 1996. URNG blev en legal bevægelse i 1997. Vi nedlagde våbene og omdannede os til et politisk parti i 1998. Vi fik pladser i Parlamentet og blev i 1999 det tredie største parti. Vi oplevede tilbagegang i 2003, tabte deputerede og med den seneste splittelse af partiet, hvor de fire dannede deres eget parti, ANN, Alianza Nueva Nación, er vi nu nede på kun at have to pladser i parlamentet. Vi må prøve nye veje”, konkluderer Arturo Gonzal.

 

Skepsis

De 25 deltagere repræsenterer alle lokalafdelinger i departamentet med i alt 900 medlemmer. De tolv er kvinder og de fem bærer den tradionelle farverige mayadragt. Nogle stiller sig skeptiske overfor den nye linie. Kan man holde karrriemagere ude? Skepsis er er et nationalt karaktertræk.

Arturo Gozales forklarer de nye valglove og den nedsatte partistøtte til små partier. ”Vi får ikke støtte fra hierakiet, hæren, erhvervslivet, og vi lever ikke af korruption eller narkosalg. Vi må forene venstrefløjen, vi må åbne os og skabe et fælles projekt.

40 personligheder har formuleret et grundlag for at komme videre. Det har udover URNG opbakning fra COS, som er en samling af 40 organisationer, der arbejder blandt bønder, indfødte og folkelige bevægelser. Der er også opbakning fra MPSI, som samler sociale folkelige bevægelser på venstrefløjen, især unge mennesker. Vi skal ikke kun se dette som et parlamentarisk initiativ op til valget i september 2007, men som et langsigtet politisk projekt.

Deltagerne bakker op om initiativet, som senere får navnet ”Maíz”.

 

18 år og illegal

Arturo Gonzal var kun 18 år da han gik ind i den illegale kamp mod det undertrykkende regime. Han husker, at der fandtes et hav af revolutionære organisationer, og han var selv medlem af flere af dem. De fleste havde navne, hvor ordene revolution og majs indgik i navnene. Som 20-årig var han involveret i de militære by-komandoer i Xela.

”Vi lavede væbnede angreb i byen, delte propaganda ud, fragtede dokumenter, breve, våben og mad op i bjergene til guerrilabevægelsen” fortæller Arturo, som i dag er med i den nationale ledelse af URNG og medlem af kommisionen for komunale anliggender.

Han var tidligere skolelærer, læste til økonom og har nu universitetsgrad i udviklingspolitik, som er hans felt i hans daglige arbejde.

”Vi var ååhh så lovlige, da vi endelig vandt retten til at stille op til valg”, griner Arturo. URNG havde i årtier været en illegal bevægelse og mange blev dræbt i kampen. Efter underskrivelsen af Fredsaftalerne i 1996 satte vi alle kræfter ind på at omstille os til et lovligt politisk parti. Alt skulle gøres korrekt og hvert et skema blev punktligt udfyldt. Ingen skulle kunne klantre os for at begå fodfejl. Vi fik da også mange stemmer i 1999, men vi havde kunnet få flere. Vi blev for indadvendte, glemte at mobilisere politisk udadtil.

For mange kammerater var det en brutal omvæltning. De havde levet illegalt i årevis og stod nu uden arbejde, uden bolig, uden oficielle personlige dokumenter og manglede en formel uddannelse. Mange levede fortsat under et voldsomt psykisk pres med en stadig frygt for repressalier og gengældelser fra statens og paramilitære gruppers side. Folk dæmpede sig, de skjulte sig, de råbte ikke op”, forklarer Arturo Gonzal inden han kaster sig ud i fortællingen om vejen til underskrivelsen af Fredsaftalerne.

 

Den væbnede kamp

Den væbnede kamp startede allerede i 1960 og fik forskellige organisatoriske udtryk som ”Den revolutionære bevægelse 13. november”, De oprørske væbnede styrker, ”FAR” , ”ORFA”, Organisationen det væbnede folk, og ”EGP”, De fattiges guerrilahær.

De revolutionære styrker forenede sig og URNG blev stiftet i februar 1982 under ledelse af kommandanterne og PGT, det kommunistiske parti. Mange af smågrupperne sluttede sig til, men nogle blev afvist, husker Arturo. URNG blev dannet af de tre største væbnede grupper, som opererede i hvert sit geografiske område af landet. Måneden efter slog militæret til og indsatte ved et statskup den evangeliske Riot Montt som præsident. Det betød ikke blot en fortsættelse af den blodige undertrykkelse af især den indfødte befolkning, men en blodig skærpelse. 15.000 civile mistede livet under hans to-årige regime. 100.000 flygtede til Mexico. Èn million blev hjemløse. Regeringen oprettede med tvang de såkaldte civile selvforsvarspatruljer, PAC, til at gøre det beskidte arbejde.

I august 1983 blev Montt erstattet af endnu en militærperson, general Oscar Humberto Mejía Victores. Det anslås, at der under hans regime blev begået 100 politiske mord – om måneden.

 

Kosten fejer landt rent

”La escoba” (kosten) kaldtes den politik, som skulle feje landet rent for indfødte og rebelske mayafolk, som udgør over halvdelen af befolkningen i Guatemala. Det anslås, at omkring en halv million personer, især i det nordlige og nordvestlige område af Guatemala, støttede oprørsbevægelsen. Disse befolkninger skulle ”fejes” ud i fjerntliggende landsbyer belejret af hæren. Disse landsbyer fik det bedrageriske navn ”Polos de desarollo”, Centrer for udvikling. Befolkningen fik valget mellem at ”forsvare” deres landsbyer mod URNG, og så få tag over hovedet, mad og arbejde (Plan: Techo, Tortillas y Trabajo) – eller blive dræbt! Kunne man ikke fjerne fisken (URNG) fra vandet (befolkningen), måtte vandet fjernes fra fisken, tænkte regeringen.

Blodbadet fik USA til at stoppe den militære støtte til Guatemala og landets prestige sank til frysepunktet. FN og europæiske lande fremkom med kritiske røster.

URNG ville ikke kæmpe mod befolkningen og lagde i 1987 sin militærstrategi om. Fronten blev flyttet fra bjergene og højlandet ned i lavlandet og ind i kaffeplantagerne. Erhverslivet og de store jordejere udgjorde den nye, civile regerings bagland. De store jordbesiddere havde igennem århundreder jaget de indfødte ud af lavlandet og op i bjergene for at have rigelig jord til at dyrke kaffe og sukker. Og der skulle megen jord til for at holde eksporten i gang. Regeringen ville ikke bombe plantagerne.

Disse plantager blev nu til guerrilahærens operative base for deres nye offensiv. Oprørerne udnyttede vulkanlinien som dække og rykkede frem til kun 90 km på landevej fra hovedstaden – 50 km i luftlinie. URNG øgede presset både militært og politisk.

 

Den første dialog

Oslo var sæde for den første dialog i 1988 mellem URNG og de parlamentariske partier. Begge parter gik herefter i gang med at konsultere deres bagland. URNG konsulterede civilsamfundet og partierne erhvervslivet. Den katolske kirke og internationale observatører optrådte som mæglere. En national kommission for forsoning blev oprettet og blev præsideret af ærkebiskoppen, Rodolfo Quezada Toruño.

Ærkebiskoppen kritiserede begge parter i forhandlingerne da de kort efter kollapsede.

Med den civile Cerezo Arévalos overtagelse af præsidentsembedet i 1990 oplevedes ingen væsentlige ændringer. Massakrene fortsatte. Konflikten var uløst.

I 1992 genoptages kontakterne, nu med deltagelse af FN. URNG har forlangt at både hæren og regeringen udgør deres modparts delegation.

Samme år tildeles Rigoberta Menchú Tum den prestigefyldte Nobels Fredspris. Maya bondekvinden fra Quichéprovinsen, som levede i excil i Mexico, bliver og er stadig en international kendt figur i det politiske liv. Prisen sætter international focus på undertrykkelsen af maya-befolkningerne.

Efterfølgende indgås der samme år en indledende aftale om anerkendelse af de globale menneskerettigheder. For URNG var det afgørende at drabene standsede. De civile patruljer skulle reduceres, og der måtte ikke rekruteres nye folk. URNG afviste at nedlægge våbene, men akcepterede ”den gode viljes politik”, og afholdt sig fra offensive militære angreb, men forbeholdt sig ret til defensive og politiske aktioner.

 

Det stod uafgjort

Ingen af parterne stod overfor at kunne vinde borgerkrigen.

Regeringen søgte at forbedre sit elendige internationale ry, komme ind i varmen og det gode selskab og fremstå som en demokratisk stat, den civile del af magteliten ville reducere de oppiskede militære udgifter til fordel for støtte til erhvervslivet og eksportsektoren. Man så frem til en modernisering af landet og statsapparatet samt en voldsom økonomisk vækst.

URNG måtte se i øjnene at verden havde forandret sig. Sandinisterne var ikke længere ved magten i Nicaragua, FSML havde tabt borgerkrigen i El Salvador, Sovjetunionen var forsvundet fra landkortet, Cubas internationale støtte var skrumpet ind, de europæiske lande ville hellere snakke eksport og de latinamerikanske lande ville have fred.

Regeringen og magteliten skulle tvinges til grundlæggende politiske indrømmelser, fundamentale menneskerettigheder skulle anerkendes, politiske, kulturelle, etniske, økonomiske og sociale rettigheder skulle slås fast, - den årelange kamp skulle kapitaliseres. Nu skulle der bygges et nyt Guatemala.

Den 10. januar 1994 blev i México den første af i alt tolv ”Fredsaftaler om en fast og varig fred” underskrevet af la Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca, URNG, på den ene side og Guatemalas regering på den anden. Det skete under opsyn af FN og Méxicos regering.